100 – anno ca. 2005

For mange år siden var en blog noget nyt og spændende. Og på sin vis også lidt nørdet. Der var endnu ikke firmaer der udbød fuldt færdige blog-løsninger, så det krævede, at man satte sig en lille smule ind i ting som servere, databaser og cms. Lige noget for mig.

Én ting alle blogs skulle have, lidt som en modedille, var “100”. En opremsning af 100 punkter der kendetegnede bloggeren, efter hans/hendes eget verdensbillede. Og der var egentlig ingen faste regler for hvordan de 100 skulle udformes. Nogle gjorde det kronologisk og ordnet, andre i en syndig rodebunke af hvad hjernen lige flød over med. Jeg var den sidste type.

Ved oprydning på oldgamle harddiske genfandt jeg for nylig et eksemplar af mine “100”. Jeg vil umiddelbart datere dem til 2004-2005. Det er jo mange år siden, men egentlig er det ikke meget der har ændret sig på de 12-13 år. Bevares, mine forældre er døde i mellemtiden og jeg er single pt., hvilket er grunden til de fleste gennemstregninger i punkterne, meeeeeen udover det…

Jeg syntes det var underholdende at genlæse, og derfor skal det naturligvis deles med verden. Så velkommen til en verden før social medier egentlig slog rigtigt igennem:

  1. Jeg har jyske aner på min mors side
  2. …. københavnske på min fars
  3. Jeg er født i 1967, hvilket gjorde mig til teenager i de rodede 80´ere uden egentlig identitet
  4. Har boet 11 forskellige steder i mit liv (alle i København – men kun 4 af dem sammen med mine forældre)
  5. Er faktisk lidt træt af København for tiden. For stressende og støjende
  6. Har altid været et politisk menneske. Ville ikke kunne leve uden politik tror jeg
  7. Jeg har været anholdt 4 gange i mit liv (3 af dem for gadeuorden)
  8. Første gang var jeg vidst 13 eller 14 år (hvilket gav 6 timer i en snasket detention og et spark i røven fordi de egentlig slet ikke måtte tilbageholde så ung en knægt)
  9. Jeg har været aktiv i “Børnemagt”, “LOE”, “DKU”, “Kulørte Klat”, “Ungdomshuset”, “BZ” og “Sorte Klat”
  10. Jeg har deltaget i et indianeroverfald på et S-tog på Hellerup Station
  11. Droppede det med at blive anholdt for mange år siden. SÅ sjovt var det heller ikke
  12. …. gad heller ikke det med at kaste tunge genstande efter folk jeg ikke anede hvem var
  13. Jeg har kunnet spille trommer og har skam stadig mit trommesæt på loftet (kan ikke nænne at sælge det)
  14. Jeg trommer stadig på alting med fingre og fødder (til jævnlig irritation for mine omgivelser)
  15. Jeg har gået til dans (standard og latin) i 16 år (fra jeg var 3 til jeg var 19)
  16. …. spillede trommer i et hardcore punkband mens jeg stadig dansede 2 gange ugentligt (tal lige om skizofreni)
  17. …. Blå/hvid/lilla hårede damer elsker at danse med mig fordi jeg kan “føre i dansen”
  18. Det ville være dejligt om flere kvinder (under 60 år) kunne “lade sig føre i dansen”
  19. Jeg har en udpræget rytmefornemmelse
  20. Jeg har været gift en enkelt gang og fik en skøn datter ud af det i oktober 1994 🙂
  21. …. min datter er lige så god til retorik og argumentation som jeg (hvilket ikke altid er sjovt for hendes mor)
  22. …. men hendes mor er en god mor 🙂
  23. Jeg vil ikke have flere børn selvom jeg er glad for børn, jeg gider simpelthen ikke bleer og barnevogne mere
  24. Jeg har en dejlig kæreste
  25. …. som i øvrigt også er en god mor for hendes 3 dejlige unger
  26. Elsker hunde, men gider ikke rigtig andre dyr
  27. Når jeg engang skal have en hund SKAL det være en boxer (af tysk overbevisning)
  28. Heste er onde dyr kreeret af Mørkets Fyrste!
  29. Min datter elsker ALLE dyr. Dog bortset fra visse krybdyr som hun ikke synes har en egentlig eksistensberettigelse
  30. Jeg gik ud af skolen med 10,6 i snit men blev alligevel ufaglært arbejder (nu nærmest autodidakt)
  31. Har prøvet både Gymnasie og HF fordi alle mente “jeg havde hvad der skulle til”
  32. Skole sparkede ikke rigtigt røv, det var for forudsigeligt og intetsigende
  33. Jeg har været medlem af DKP, men blev “smidt ud for restance” da Ole Sohn blev formand (i min verden en klasseforræder)
  34. Arbejder allerbedst under deadlines – og bedst om natten
  35. Lever af at lave blade, plakater, foldere, grafik og hjemmesider i/for den fagpolitiske verden
  36. …. men blev egentlig ansat for at forhandle løn og arbejdsvilkår for “Hverdagens grå helte”
  37. Jeg har altid mindst 2-3 styresystemer installeret på mine computere
  38. …. og samtlige af Adobes programmer (ville være en fattig verden uden dem)
  39. Jeg synes XHTML/CSS/PHP/MySql er sexede sprog
  40. …. og at en pixel er en alt for overset størrelse, der bør tages mere alvorligt
  41. Jeg er kreativ og har altid billeder og designs “i hovedet”
  42. …. har skam diverse skitser, men de færreste bliver til noget
  43. Har aldrig rigtig forstået mænds slet skjulte hysteriske fascination af bryster….
  44. …. selvom bryster da er dejlige nok. Sådan skal det da heller ikke hedde sig
  45. Jeg kan tegne ganske rimeligt, men gør det yderst sjældent
  46. Har ikke kørekort, men elsker cykler (har altid mindst 2 af slagsen). Har slidt en del ned efterhånden
  47. Jeg klæder mig sjusket/ligegyldigt (men dog ikke helt fornægtende farveskalaen)
  48. …. og har skam både jakkesæt og tilbehør til de rette lejligheder
  49. Jeg ejer 4 par sko
  50. …. deraf et par cykelsko og et par sko til væg-klatring
  51. …. hvilket er de eneste 2 former for fysisk udfoldelse (udover sex) der synes interessante
  52. Skulle jeg dyrke en sport professionelt skulle det være camping (det kræver bare så meget udstyr)
  53. Jeg har 4 spejlreflekskameraer (3 analoge og et digitalt) og har næsten altid et af dem med mig
  54. …. og ja, jeg fotograferer også folk når de sover 😉
  55. Elsker smukt (læs dyrt) lingeri, og hjælper også gerne til med at købe det til/for hende….
  56. …. har aldrig haft en kæreste/kone uden at kende hendes korrekte mål
  57. Synes strømpebukser på voksne kvinder burde retfærdiggøre pryglestraffens genindførelse
  58. Læder/lak/latex er for mig et materiale der kan benyttes til kvindelig påklædning, men ikke mænds
  59. …. på en kvinde kan det endda være ganske tiltalende 😉
  60. Mener at “Martha” og “Olsenbanden” er stor stor dansk filmkunst
  61. Jeg har alle overskrifterne til en bog jeg vil skrive om min første lejlighed og kvarteret/beboerne omkring den
  62. Bogen skal hedde “De runde køkkenhaver”
  63. Jeg er ikke troende, men ateist er et lidt for stærkt ord for mig
  64. Jeg har prøvet de fleste af de stoffer og medikamenter der var oppe i tiden mens jeg gad
  65. …. men SÅ spændende var de alligevel heller ikke
  66. Jeg er en stor beundrer af øl (en fantastisk opfindelse)….
  67. …. belgierne laver det bare SÅ meget bedre end danskerne
  68. Jeg nyder nu også god rødvin (mens det meste hvidvin giver mig halsbrand)
  69. Irsk kaffe er synd for samtlige ingredienser!
  70. Jeg synes at tysk er et langt smukkere sprog end fransk
  71. Synes at en kvindes underliv er et af livets store mysterier….
  72. …. men samtidig noget af det smukkeste og mest fascinerende der er skabt
  73. Hvorimod mandens underliv bare er kedeligt og ucharmerende
  74. Min far har lidt af Parkinsons syge i mere end 20 år og er vildt invalideret af det
  75. …. men det stopper nu ikke hans uafladelige kreative ideer
  76. …. hvilket ikke altid er lige smart. Han har temmelig meget elektrisk og/eller lufttryksdrevet værktøj
  77. En dag skal vi lave verdens største togbane sammen (str. H0)
  78. Har 4 sølvringe i venstre øre som har siddet der siden jeg var 13
  79. Har en enkelt tatovering (politisk naturligvis)
  80. Har ekstremt tykt mørkebrunt hår (min morfar har stadig tykt hår i en alder af 93, dog hvidt nu)
  81. Jeg kan ikke sige “Kira Eggers” uden at tilføje “den dumme kælling”
  82. …. ikke fordi hun har gjort mig noget, men et af “mine medlemmer” blev næsten fyret p.g.a. hende mens jeg var hans tillidsmand
  83. Jeg har en rystende elendig hukommelse
  84. …. undtagen omkring historiske fakta og “jeopardy-viden”
  85. Jeg kan ikke udstå at fryse. Bliver godt gammeldags gnaven af det
  86. Jeg har det heller ikke for godt med ekstrem varme og direkte sol
  87. Jeg er mærkeligt nok lavet så jeg næsten aldrig sveder
  88. Jeg har altid nydt at diskutere (ikke skændes; diskutere)
  89. Jeg har holdt en tale for over 1.000 mennesker på en gang (gad vide om de hørte efter?)
  90. Det var en konference imod regeringens behandling af de arbejdsløse
  91. Jeg har spillet trommer på Christiansborg slotsplads for mere end 5000 mennesker
  92. Det var en LOE-demonstration imod Bertel og hans undervisningspolitik (som sædvanligt)
  93. ..ingen hørte efter
  94. Jeg købte domænet “mishandling.dk” fordi jeg bare er nødt til at lave en hjemmeside om/imod kvindelig omskæring en dag (på dansk)
  95. …. for det kan man simpelthen ikke være bekendt!
  96. Ryger alt for mange smøger (Queens)
  97. Drikker også for meget kaffe (black)
  98. Og arbejder vist også for meget
  99. Hvis jeg bliver fuld og løber tør for saglige argumenter bluffer jeg (og er god til det)
  100. …. hvilket sikkert er pisse irriterende for dem jeg diskuterer med

A stroll down memory lane.

Now for the next 100 🙂

ckh

ckh

Fyr der brænder for grafik. Adobes programrække er altid installeret. Det er office-pakken derimod som regel ikke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

1 × two =