De hænger jo ikke i den blå avis?!
At tænke sig…
De seneste 27 år har jeg haft 3 kærester – (den første var jeg gift med, men lad os sige kærester for statistikkens skyld).
Det synes jeg faktisk ikke er mange. Ikke over så mange år. De 3 kærester blev fanget ind med forholdsvist kort mellemrum mellem hinanden. De holdt mig ud hhv. 7 år, 7 år, og nu 12 år. Og med en vis stolthed kan jeg nævne, at de alle stadig synes jeg er en dejlig mand, bare ikke kærestepotentiale længere.
Jeg ved godt der findes mennesker, der kan finde ud af at leve sammen, fra de nærmest er børn, til de dør, men det er ikke mig (åbenbart). Jeg slider mine kvinder op over tid… Ikke med vilje, men ikke desto mindre gør jeg. Så nu er jeg officielt blevet single. Og det er bestemt ikke noget jeg har været vant til i rigtig rigtig mange år. Og på sin vis virker det både spændende, men ikke mindst en smule skræmmende.
Og én ting er alt det praktiske. Det er der en del mere af, end da man skiftede kærester som ung. Det skal jeg dog ikke kede dig med her. En anden ting er de bekymrede miner jeg pludselig bliver mødt med, og den forklaring jeg konstant skal lire af mig over 12 års skrinlagt samliv. For fælles for alle 3 forhold (måske med mindre modifikationer hvad angår det første), foregik “bruddet” faktisk i god ro og orden. Så der er ikke så meget at snakke om, når man spørger mig. Jeg er et voksent menneske, og det har mine kvinder også altid været. Der er ingen grund til at gøre hinanden unødigt kede af det. Det er svært nok i forvejen for begge parter.
Nå, en helt tredje ting er jo så, at jeg skal se at gøre mine hoser grønne igen. For uanset hvor besværlige, urimelige og pisseirriterende kvinder kan være, har jeg altid elsket det smukke køn, og jeg ved, at jeg ikke kan undvære kvindelig omsorg og kærlighed i længden. Og der er jo sket rigtig meget de seneste 12 år må jeg sande. Hele den digitale dating-verden er skudt frem, og der er jeg så jomfrunalsk så det skriger til himlen. Bevares jeg kan da godt se det praktiske i det, men jeg synes hurtigt det bliver noget med at vurdere ud fra et (ofte elendigt) billede og noget selvrosende tekst (samt for kvindernes vedkommende en enorm remse over hvad de IKKE vil have, desværre nok belært af dårlig erfaring med mit køns intentioner og forestillinger). Det er der skisme ikke meget substans i.
Sidst jeg scorede (hvis det egentlig var mig… eller blev jeg scoret?) var det noget med en stigning i antallet af sms´er, samt nogle fordrukne aftener på (røgfyldte! – ja det måtte man gudskelov dengang børn) værtshuse. Og der var intens øjenkontakt, “tilfældige” hænder på lår, megen smilen, overdreven interesse for hinandens emnevalg i samtalen, ligegyldighed overfor resten af selskabet, samt hendes trusser der ærligt og redeligt blev tabt til mig i terninger (og blev hjembragt med en dejlig fornemmelse om tiden der uden tvivl måtte komme).
Nu hedder den slags – og jeg citerer: “Et hurtigt kemi-møde”. Og jeg har aldrig prøvet at blive vurderet hastigt ud fra et billede på nettet, samt 10 minutters job-samtale (eller kemi-møde). Og godt det samme. Jeg ville med garanti blive kasseret i løbet af 2 sekunder, og jeg ville aldrig befinde mig godt med det. Så den tænker jeg bare jeg dropper.
Men jeg er pr. definition et positivt tænkende menneske, og jeg ved der går en skøn kvinde rundt derude, der udelukkende er skabt for, at vi kan gøre hinanden glade fremover. Så skal jeg bare op på den hvide hest igen, iklæde mig riddertøjet, finde hende samt redde hende fra dragen.
Det kan jo ikke være så svært skulle jeg mene.
