Svendebrev som 50-årig…
Jeg har arbejdet med layout, grafik, billedbehandling og kode i mere end 20 år, og jeg er 98% selvlært. Og så var det jeg tænkte: Gad vide om det kunne give en slags merit, hvis jeg kunne tænke mig at blive fuldt uddannet mediegrafiker, og dermed opnå et guldrandet papir på det, jeg rent faktisk beskæftiger mig med til daglig.
Og for at gøre den del af historien kort; jeg blev vurderet som egnet til et GVU-forløb. Uddannelsen til Mediegrafiker er normalt 4 år lang, startende med et grundforløb på 40 uger (i skrivende stund). Jeg kunne (med min merit) nøjes med 4 ugers grundforløb, samt de 3 gange 5 ugers hovedforløb (inkl. svendeprøve). Derudover skal jeg ikke bruge en praktikplads (eller læreplads, som det hed i mine unge dage).
Grundforløbet afsluttes med en 5 dage lang opgave (ca. 30 timer), der skal vise hvorvidt man er parat eller ej til, at kunne komme videre til hovedforløbet på uddannelsen. Den opgave lavede jeg i sidste uge.
Opgaven i sig selv er faktisk kun 1½ A4 side stor, men den skal ende ud i et logo (vektor-baseret), en folder (parat til tryk), samt en fuldt funktionsdygtig hjemmeside for et tænkt firma. Alle billeder skal naturligvis være korrekte, alle dessiner til folderen skal overholdes og hjemmesiden skal overholde diverse web-standarder. Vi taler om ting som em, en, skydning, hyphenation, farveprofiler, bit-dybde, osv.osv. Jeg skal ikke trætte dig unødigt…
Sådan en prøve kan kun ende ud med ét af 2 mulige resultater: “Bestået” eller “ikke bestået”. Og for h…. da hvor er det frustrerende at resultatet af min test lader vente sådan på sig 😉
Edit:
Og jeg bestod sørensjaskeme. trut truttelut for mig. SÅ er der et hovedforløb der kan komme an 🙂