Vi var vist 450.000 mennesker
Jeg var (også) i Berlin i 1990. Muren var på det tidspunkt stort set udraderet, og Roger Waters holdt en enorm koncert i gammelt “ingenmandsland”.
Den vel nok største opførelse nogensinde af “The Wall” blev afholdt 21. juli 1990, midt i den nu hedengangne “Todes-streife” der løb imellem Potzdamer Platz og Brandenburger Tor. I dag er det fuldstændigt umuligt at forestille sig hvordan “pladsen” så ud dengang. Der var intet! Kun grus (der var blevet renset for miner og andre onde sager, og af den årsag hvirvlede støv op som død og helvede), stier og nogle få kontroltårne der ikke var revet ned endnu. Og så naturligvis den enorme scene der var opført til lejligheden.
Koncerten var udsolgt, hvilket betød i alt 350.000 billetter, men arrangørerne blev nødt til at lægge hegnet ned til sidst, for at modstå presset fra tilskuere uden billetter, hvilket gav yderligere 100.000 mennesker mulighed for at se koncerten. Og der var opvarmningsbands, så vi var der omkring 7 timer inden Roger gik i gang med at spille “The Wall”, opsat til lejligheden med en lang række internationalt kendte kunstnere.
Og fordi vi var der i så god tid, havde vi fantastisk gode pladser midtfor, og kun ca. 50 meter fra scenen. Men efterhånden som eftermiddagen skred frem kom der flere og flere tilskuere til, der alle gerne ville frem til den enorme scene. Presset blev mere og mere massivt, og ca. 2 timer inden koncerten blev jeg simpelthen løftet fra jorden, af de mennesker der strømmede til omkring os. Derfor rykkede vi 200 meter baglæns. Det tog næsten en time at komme de 200 meter bagud, men det viste sig at blive en god investering. Lidt bagude kunne man få vejret igen og nyde koncerten.
Mandskoret fra den røde hær var med som “korpiger”, der var helikopter som en del af koncerten, og der var en dejlig stemning af, at verden var blevet ændret med nedrivningen af muren. Der var en stemning af kærlighed og sammenhold. Og jeg var ikke engang skæv (måske moderat beruset).
Og selvom jeg er kommunist har det aldrig været ensbetydende med, at jeg mener mennesker skal isoleres, eller isolere sig imod omverdenen. Jeg har forståelse for hvorfor den østtyske ledelse mente, det var nødvendigt at opføre muren for at beskytte den østtyske socialisme, men selvom jeg er kommunist, kan jeg simpelthen ikke anerkende den form for pression overfor sine medmennesker. Kommunister skal ikke undertrykke. Det har aldrig været meningen. Meningen med kommunisme bør være en kærlig fordeling af de fælles værdier og goder, vi sammen har arbejdet for.
Det var en fantastisk oplevelse. Ekstremt mange mennesker samlet på et sted, der i dén grad er en stor del af verdenshistorien. Og uden at gøre det til mere end det var, er koncerten på sin vis også en del af verdenshistorien. Eller i hvert fald en del af historien om afslutningen på den kolde krig.
