Fra før verden gik af lave
Det skal da ikke være en hemmelighed, at jeg om et øjeblik runder de 48 år. Ej heller at jeg altid har kandideret til at være en gammel gris.
Ikke på en klam måde. Altså naturligvis ifølge mig selv.
Nej på den måde, at jeg altid har elsket det smukke køn. Kvinder gør det bare så meget bedre end vi mænd. Altså når de gør det godt. Så er det ynde, koketteri, øjne, hår og ben, præsenteret på en facon der ikke kan overses, men dog alligevel heller ikke kan bemærkes alt for brovtende. Jeg er klar over at kvinder kan gøre det ganske bevidst. Og det er fint med mig.
Og jeg er både for ligestilling, ligeløn og lige alting, men ikke desto mindre nyder jeg, at der er forskel mellem kønnene. Jeg elsker for eksempel når kvinder mener, at de ikke kan hænge et billede op fordi det involverer et stykke elektrisk drevet værktøj. At hun stadig ikke kan huske det hedder en akkumulator skruemaskine, selv efter at have fået det at vide 10 gange, gør det ikke mindre charmerende.
Det er en af årsagerne til, at jeg altid har nydt Gil Elvgreens pinup-piger. Og ja, de afbilleder et ekstremt forældet og sexistisk kønsrollemønster, men det vælger jeg at lade ligge lige der. For i min verden er det tegninger af kvinder der viser lige præcis den forskel der kan opstå, mere eller mindre bevidst, mellem mænd og kvinder.
Den forskel der gør, at kvinder kan give sig lov til at være skrøbelige, bløde, smukke og favnende, mens de giver mænd (mig) muligheden for at være mand. Og det er skønt at være mand. At blære sig med muskler, skærebukser, smøreolie og motorer er jo for fedt.
Især når en kvinde ser beundrende til.