Je suis ein Berliner

Jeg har været i Berlin mange gange. Rigtig mange gange endda. Så mange gange, at jeg ikke går i panik hvis jeg har glemt at tage et bykort med, når jeg er der. Jeg tror dette er besøg nummer 12, eller muligvis nummer 13, i Berlin. Derfor er det ikke ligefrem let, at finde attraktioner jeg ikke allerede har set mindst én gang før.

Første gang jeg var i Berlin var i 1989. Dengang var muren der endnu, og vi (min daværende kæreste og jeg samt 30 andre unge fra den røde ende af dansk ungdoms-fagbevægelse) boede på et hostel et godt stykke ude i det daværende Øst-Berlin. Dengang var jeg aktiv i fagligt ungdomsarbejde og organiseret kommunist. Jeg er blevet for gammel til ungdomsarbejde, og selvom jeg stadig er kommunist af hele mit hjerte må jeg erkende, at jeg ikke længere er politisk organiseret. Det sluttede da DKU/DKP reelt blev aflivet i Danmark.

Så hvad skal man så se, når man har set det hele?

Jeg har besluttet at én ting jeg ikke har prøvet i Berlin er, at gå den rute muren fulgte, da den stod endnu. Da jeg forskede nærmere i det, fandt jeg ud af at murens fulde forløb var mere end 130 km. og det er en kende for meget, når jeg kun har en uge til at gøre det i. Der skal jo helst være lidt ferie over det. Derfor har jeg valgt “kun” at gå det stykke af muren der gik midt ned gennem byen. Det skulle ca. svare til 35 km. i zig-zag gennem Berlin.

Der er næsten ikke nogle rester af mur eller ingenmandsland i Berlin. Det er stort set slettet i bybilledet. Og godt det samme. Den (Muren) var nok ikke ligefrem det stolteste øjeblik i menneskehedens historie. Men nu går jeg i murens spor, og jeg tager det lidt som en personlig dannelsesrejse. Og jeg skal nok berette nærmere om det jeg har valgt at kalde:

“Berlin Wall Crawl 2016”
eller på godt øst-tysk:
“Entdecken der antifaschistische Schutzwall”